børneforklæde genbrug finurlige fund diy

Fine forklæder til børn

I perioder er jeg aktiv ved symaskinen. Som regel for at lave noget aflagt tøj om til noget nyt. Som de mange muleposer/stofnet, som jeg skrev om her.

Men gamle tekstiler kan bruges til alt muligt godt. F.eks. fik jeg syet nogle super fine forklæder til børn. Både fordi vi har to små piger i familien, som elsker den slags, og fordi de stofstykker, jeg havde, ikke var store nok til voksenstørrelse.

Det er et lidt mere omfattende projekt end f.eks. muleposerne, men det var al arbejdstiden værd. For resultatet blev – når jeg nu selv skal sige det – temmelig godt.

Fra stofrest til forklæde

børneforklæde finurlige fund genbrug

Det første forklæde er syet af en rest retrotekstil, som jeg engang har købt brugt.

I første omgang var det tænkt til en pude, men jeg syntes alligevel, at det blev lidt for tøset.

børneforklæde genbrug diy

Men det gør sig aldeles fremragende som forklæde. Det mørkeblå stykke på lommen er klippet af en lille rest fra et par bukser, som min veninde syede til mig engang. Og som faktisk blev syet af tørklæder. Det er sjovt som ting kan få nyt liv. Flere gange endda.

Oldemors dynebetræk får nyt liv

Det andet forklæde her er jeg svært begejstret for. Det er syet af min farmors gamle dug, min oldemors dynebetræk og den sidste rest af førnævnte buksestof/tørklæder.

børneforklæde genbrug finurlige fund diy

Her er jeg især vild med bærestykket. Det kommer fra dynebetrækket og er en super lækker, vævet kvalitet. Dvs. mønstret er ikke trykt på, men simpelthen vævet ind i stoffet. Det er vildt, at man har lavet mønstre på den måde.

børneforklæde genbrug finurlige fund diy

Desværre var der en stor skjold på dynebetrækket fra strygning, så der kunne ikke blive nok til et helt forklæde. Men jeg synes egentlig også, at det passer ret fint sammen med farmors gamle dug. Ikke mindst fordi jeg genbrugte blondekanten nederst på forklædet. Det gav det lige et ekstra touch.

Så altså i stedet for at ryge direkte til tekstilgenbrug, så endte de her gamle stofrester som to fine forklæder til børn. Og når de bliver for små herhjemme, så kan vi jo give dem videre til nogle andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *