5 genbrugsfund, jeg drømmer om at gøre i 2017

Genbrugsjagt er jo (som det ligger i ordet) en jagt.
Du ved ikke på forhånd, hvad du vil finde. Somme tider er jeg på jagt efter noget bestemt, som f.eks. et natbord men kommer i stedet hjem med en ethjulet cykel (!!?).

Det sjove ved genbrug er, at du skal slå til, når du finder en god ting, for i morgen er der sikkert allerede en anden, der har købt den.

Men derfor kan der jo godt være nogle ting, som du i særlig grad håber på at falde over. Sådan har jeg det i hvert fald.
Og jeg har lavet en lille visuel liste her over 5 fund, som jeg gerne ville gøre i 2017.

Nr. 1 – Bogreol….
Den første ting, som jeg håber at finde, er en lille bogreol til min spisestue. Ikke for høj, ikke for bred. Farve og stand er mindre vigtig, det kan altid fikses og males.

2634766-dansk-mobelproducent-bogreol-mahogni_300

Nr. 2 – Dansk design….
Der er altid lige plads til en god stol mere herhjemme. Enten til spisebordet eller under læselampen. Heldigvis er min mand enig på den front.

Dansk design - finurligefund

Nr. 3 – Tallerkener…
Vi har egentligt haft en matchende stel med service nok til gæster. Men den slags går jo i stykker. Så jeg er altid på udkig efter nye, fine tallerkener. Både middags- og de dybe.

Tallerken genbrug finurligefund

Nr. 4 – Lækker keramik….
Selvom min mand ikke altid deler min begejstring, så kigger jeg alligevel altid efter lækker keramik. Enten krus, vaser eller måske urtepotter med den helt rigtige glasur/farve/udtryk.

leizys_barslerier_indretning_tysk_keramik_1

Nr. 5 – Kjoler med historie….
Jeg har et svagt punkt, når det handler om kjoler. Især hvis de er i 50’er stil med talje og vidde i skørterne eller klassisk stilede som Jackie Kennedy. Så jeg skal altid liiiige tjekke tøjstativerne for at sikre, at jeg ikke går glip af det gode kjolefund.

Vintagekjole vintage divine finurligefund

 

Hvad drømmer du mon om at finde i år?

Der er links i alle billederne, så du kan se mere om, hvor jeg har kigget på dem. Flere af tingene er desværre allerede solgt. Men derfor kan jeg jo godt håbe på at falde over lignende gode fund.

Borddækning med et mix af nyt og gammelt

Hvordan ser din borddækning ud?
Til jul, til nytår, til fest?

Julebord borddækning jul finurligefund

Jeg har her tre bud på borddækninger, hvor jeg har mixet nyt og gammelt. Arvestykker, loppefund og nyindkøbte sager. For mig gør det ikke så meget, om det hele matcher eller om alle har samme slags glas. Bare det overordnede indtryk er harmonisk og fungerer.

Julebordet

Til jul var vi mange. 10 mennesker. Og så mange ens glas har jeg ikke. Kun til rødvin. Men det så også super fint ud med forskellige vand- og portvinsglas ved hver plads.

Borddækning jul julebord finurligefund

Derudover havde jeg pyntet bordet med alle de små fyrfadsstager i messing, som jeg har fået samlet gennem tiden og som jeg egentlig havde tænkt mig at sælge videre her.
Nu fik de lige et formål endnu en gang før de skal have et nyt hjem.

julebord jul borddækning messingstager finurligefund

Jeg er ret vild med julestjerner i lyserøde nuancer. Og jeg havde fundet en håndfuld af de små, som kunne stå omkring på bordet.
Vores spisebord er ret smalt, så der er ikke plads til deciderede blomsterdekorationer. Så de små venner her fungerede super fint.

Julefrokost med lilla toner

Julefrokost borddækning finurligefund

Til julefrokosten var vi færre mennesker. Der fik jeg brug for min super fine (synes jeg selv) lilla dug fra Margit Brandt. Også fundet hos Røde Kors-butikken i Egå i år (du burde altså tage en tur der forbi, hvis du ikke har været der endnu).

Julefrokost borddækning julebord finurligefund
En blanding af min farmors gamle Aluminia-tallerkener (som jeg fandt i hendes kolonihavehus) og hendes pæne stel fra Lyngby porcelæn, som vi bruger til hverdag.

Sildeskålen fra Holmegaard (nu færdig som kalenderlysdekoration), som mine forældre fik i bryllupsgave. Og så fik jeg endelig brug for vores blanding af snapseglas (det sker sjældent. Jeg drikker ikke snaps), som jeg købte for snart 15 år siden i Tiger.

Julefrokost frokostbord julebord borddækning finurligefund

Det var nemt og fint. Og vi kunne bare genbruge blomsterne fra juleaften igen.

Borddækning til nytår og andre fester

Nytår borddækning nytårsbord finurligefund

Og så er der jo nytår. Der må gerne være lidt spræl, farver og lidt bling bling hvis du spørger mig. Sidste år brugte jeg sølvpapir på bordet (altså alufolie) og det fungerede overraskende godt.
borddækning nytår nytårsbord finurligefund

I år har jeg dog planer om en dug. Og jeg har allerede eksperimenteret lidt på, hvordan det kunne se ud. Det ville jo være smart at genbruge blomsterne fra juleaften. Nu har jeg dem jo. Og de passer fint ind til en lidt mere blandet farveskala.

Nytårsbord borddækning nytår finurligefund

 

Okay. Indrømmet. Jeg kan godt lide at dække op. Men det gør også bare det hele lidt mere festligt. Og jeg synes sagtens, at man kan lave et smukt bord uden at have matchende stel til 12 personer eller en ny, fin Damask-dug.

Ovenstående er bare lidt til inspiration.

Velbekomme! Og godt nytår….

 

Jul med masser af gode minder

Nu vi er ved det julede…
Jeg har så mange gamle sager blandt vores julepynt. Både fra mine bedsteforældre og fra min egen barndom.

For mig er det vigtigt, at julen er hyggelig og fuld af minder. Der skal være plads til nye, pæne ting, men der skal så afgjort også være plads til alle de gamle sager, som er fulde af gode minder.

juleengle minder gammelt pynt finurligefund

Vi har en hel del julepynt. Især når man tager i betragtning, at en stor del af vores juleting afgik ved døden i en kældervandskade for snart ti år siden. Der var meget, der overlevede, og en hel del arvesager er kommet til siden.

Jeg syntes bare lige, at jeg ville dele et par af dem med jer. Nogle er yndige, nogle er lidt skæve og andre igen er decideret smågrimme.

Først er der mine musikalske engle, som ses på det første billede herover.
Som jeg husker det, så stod de fremme året rundt hjemme hos min fars forældre.

Jeg var så forelsket i dem, da jeg var lille, at min bedstefar på et tidspunkt forærede mig dem. Nu er de julepynt. Jeg er stadig vild med dem, om end jeg foretrækker kun at have dem fremme i december.

 

Nisser julepynt retrojul nikkedukker finurligefund

Nikke-nisserne her stod i mit barndomshjem. Sammen med en del andre nisser af trolde af træ fra DalleValle.
Jeg ved ikke, hvor de oprindeligt er fra – måske også DalleValle. Måske er de ældre. Det er for så vidt ligegyldigt, for jeg legede med dem som barn.
Og ja, nissemors hoved er blevet lidt sidetungt med årene, men de er bare stadig hyggelige.

 

juleklokker hækle håndarbejde arvestykke jul finurligefundDe hæklede juleklokker hang også i mit barndomshjem.

Jeg er ret sikker på, at min mormor har lavet dem.  De passer i stilen til en masse røde, hæklede hjerter, som vi havde på juletræet dengang.

Sukkerstivelsen er blevet lidt træt med årene og faconen er nok ikke helt som oprindeligt, Men de hører julen til.

 

Så er der nissefyren her. En røgmand som mine forældre engang fik i gave af nogle tyske venner (Räuchermännchen hedder de på tysk. Prøv at google det, så skal du bare se løjer).

Rauchman røgmand nisse julepynt finurligefund

Det oser og stinker ud af hans mund, når man tænder en røgelsestop inde i ham. Jeg ved faktisk ikke, om der overhovedet findes mennesker, som sætter pris på lugten. Men når han er slukket og bare får lov at stå, så er han faktisk ret fin. Især hvis man ikke holder næsen for tæt på hans ildelugtende skæg.

 

Og en sidste lille nisse. En kravlenisse. Og jeg har to. I år sidder de på to af lamperne over vores spisebord. Børnene er vilde med dem. Det var jeg også som barn. Og de er noget lettere at sætte op end kravlenisser af papir.

kravlenisse retro finurligefund jul

Det var alt for denne gang. Et lille indblik i julerierne hjemme hos mig. Der er meget mere, men hvis jeg skulle vise det hele, ville jeg vist aldrig blive færdig.

Husk at stoppe op og nyde julestemningen. Det kan man altid have brug for at blive mindet lidt om.

Gammelt juletræspynt fra genbrug

For nogle uger siden var jeg forbi et julemarked på Den gule gård nær Hjortshøj. Det er (som de selv siger) en lidt blandet landhandel, som du kan se mere om her.

Men netop den pågældende weekend var der julemarked. Og der var mange fine sager, men jeg faldt for en æske med julekugler.

Julekugler juletræspynt finurligefund

Julekugle juletræspynt finurligefundDe er af plastik, ikke af glas, men jeg syntes alligevel, at der var noget særligt over dem. Der er jo glimmer på, og det har jeg svært ved at stå for.

Så de kom med hjem og i år skal de pynte på vores juletræ, hvor de får selskab af en (måske lidt pudsig) blanding af gammelt, arvet pynt, nyere kugler i plast samt en masse glasfigurer fra Søstrene Grene, der laver nogle ret fine ting, som mine børn også er vilde med.

Julekugle genbrug finurligefundMen i min verden må et juletræ gerne være lidt farvestrålende. Det behøver ikke matche. Bare hver enkelt ting er fin og har en eller anden form for historie, så er det ikke så vigtigt, om det er nyt eller gammelt. Trendy eller ej. Sådan lidt Disney-agtigt med tusind farver, lys og så meget pynt, at man nærmest ikke kan se træet. Eller næsten i hvert fald…

 

Min egen yndlings juletræspynt

For mig har det altid først været et rigtigt juletræ, når brevduerne fra DalleValle var på som pynt. De hang på træet i mit barndomshjem og nu har jeg fået dem. De har ingen snore længere, så de kan ikke hænges op. Men de ligger bare på grenene. Det er tanken, der tæller.

juletræspynt dallevalle brevduer finurligefund
Sådan er julen hos os. Men jeg kender også mange, der kun har en bestemt type pynt på træet. Nogle, der kun har to forskellige farver pynt. Og andre igen, der f.eks. aldrig kunne drømme om at hænge flag på.

Så det ender nok med en hel masse ret unikke juletræer rundt om i de danske hjem…

Har du nogle særlige ting, der bare skal være på dit juletræ?
Eller måske noget, som du aldrig ville putte på?

Turkis er det nye sort…. Eller?

Turkis er det nye sort finurligefund Sådan! Jeg har gjort mig et par fine fund. Turkise fund!

Ikke at jeg ledte efter turkise sager. Men da jeg faldt over de her to skønheder, måtte de bare med mig hjem.

Jeg ynder at tænke på mig selv lidt som en skade. Jeg kan ikke stå for ting, der glimter. En egenskab som min datter tydeligvis har arvet.

Glimmer, pailletter, metal. Alt, der kan skinne og reflektere lys.

turkis 80'er strik finurligefundSå denne her lækre turkise strik med pailletter er jo som skabt til mig. Aner ikke om den er gammel eller ny. Der er intet mærke i. Men det er også fuldstændigt ligegyldigt. For jeg synes, den er helt fantastisk.

Den er blød og varm og dækket med pailletter. Pailletter genbrug finurligefund

Jeg var på en lille tur med min svigermor i Røde Kors butikken i Egå (du kan finde dem på Instagram lige her).
Klart en butik du bør besøge, hvis du kommer forbi.

Og der lå de her to og ventede på mig.

fugl genbrugsguld finurligefund

Den lille fugl er en æske. Eller måske en lågkrukke-fugl. Den er lavet af noget metal og har de smukkeste farver, som det er svært at fange med mit kamera.

fugl bonbonniere genbrug finurligefund

Jeg tænker, at den kan bruges til øreringe eller måske små pastiller. Mulighederne er jo nærmest uendelige med sådan en lille fin sag.

Det var alt. Jeg måtte bare lige dele min begejstring. Jeg er sikker på, at turkis er det nye sort!

Juledekoration i sildeskålen

Juledekoration_sildeskål_holmegaaard_finurligefundSå er december i gang. Med nisser, dekorationer, julehygge, bagværk og alt det andet.

Dvs. jeg er ikke sååå langt med ovenstående endnu. Men jeg fik da sammensat en lille juledekoration til kalenderlyset inden 1. december.

At vi alligevel allerede er håbløst bagefter ift. lysbrændingen er en helt anden sag. Men vi skal nok nå det hele inden den 24. Det plejer vi jo.Juledekoration - finurlige fund

Juledekoration af den hyggelige slags

Herhjemme kan vi godt lide at julen ikke bliver alt for pæn. At den ikke er alt for fin i matchende nuancer. Det kan se smukt ud, men det passer ikke rigtigt ind her.

Da mine børn var helt små yndede de at pynte juletræet med tøjdyr. Mange tøjdyr. Mange, meget grimme tøjdyr.
For det var jo et træ . Og der bor dyr i skoven i træerne. Ren børnelogik.

Nu forsøger vi at finde et kompromis hvor både børnene og jeg er glade.
Det gør vi f.eks. ved at bruge legetøjsdyr i vores juledekorationer.

juledekoration med plastikdyr finurligefund

I år skulle det (igen) gå lidt stærkt. For jeg var (igen) lidt i sidste øjeblik. Men jeg havde købt et fint kalenderlys og havde fået nogle små dekorationssvampe i den lokale genbrugsbutik.

Så jeg hapsede den gamle sildeskål fra Holmegård (som vi har arvet fra mine forældre og som vi endnu aldrig har brugt til sild), lånte en lille ræv i legetøjskassen, hentede en klumps mos (med en hel del græs inkluderet) i haven og pyntede det hele med svampene og et lille juletræ fra Søstrene Grene.

Voilá!

juledekoration_finurligefund

Lyset står ikke super godt fast, men det ser hyggeligt og fint ud. Og det hele står i våd oasis, så den er heller ikke super brændfarlig.

Men den er hyggelig. Og den virker. Så kan resten af december bare komme an.

 

Fra stofrest til babykjole

Stofrest_retro_finurligefund
Jeg fandt det fineste stykke stof i en genbrugsbutik i Them ved Silkeborg. Tænker, det har været en dug. Småblomstret i orange og brunt i en lækker kvalitet

Og nu har jeg forvandlet stoffet til den (synes jeg selv) fineste lille babykjole.

Forvandlingen fra stofrest til babykjole

Jeg har denne her super fine opskrift fra Yarnfreak. Og et nøgle Mayflower bomuldsgarn fra samme sted. Og det var alt, der skulle bruges. Udover lidt tråd og en knap selvfølgelig.
Men jeg er den lykkelige indehaver af en gammel knappekasse, som indeholder knapper fra min farmor, min mormor og min mor. Så der er altid en fin knap, der passer.

Så her kommer en lille fotodokumentation af forvandlingen….

stofrest - vintagefabric
stofrest _ babykjole _ finurlige fund

Stofrest - babykjole

Det var bare at følge opskriften (sådan lidt på slump).
Hækle hækle hækle.
Klippe klippe klippe.
Sy sy sy.
Og så lidt mere sy og sy sammen.
Voilá!

babykjole_stofrest_finurlige fund
Jeg synes selv, at den er blevet ret fin. Og jeg ved allerede hvilken lille baby, der skal have den i gave. Så må vi bare håbe, at den passer den lille dame. Ellers kan hun jo heldigvis altid give den videre til en anden.

Giveaway på Instagram

Giveaway instagram finurlige_fund

Hey!

Jeg har endnu ikke helt vænnet mig til, at jeg har en blog. Indtil nu har det bare været mig og Instagram.

Så derfor har jeg også temmelig meget glemt at fortælle, at jeg ovre på Instagram kører en giveaway. Ja, en giveaway. Den er lige her.

Jeg har sat den i værk efter moderat pres. Jeg nævner ingen navne, men nogen (du ved selv, hvem du er) mente, at det var på høje tid, at der kunne vindes noget på min Instagram-profil.

Så derfor er det giveaway-tid!

Det er let at deltage. Du skal bare følge min Instagram-profil og kommentere på Giveaway-billedet, som du finder et stykke nede på profilen. (Ret langt nede efterhånden. Men det er der….)

giveaway instagram finurlige_fund
Der står også regler og ikke mindst, hvad du kan vinde… For det er en slags vind-det-du-ønsker-dig-konkurrence.

Jeg ville bare lige tippe dig her også. Alle skal jo gerne have chancen for at være med.
Og der mangler ikke mange nye følgere, før vinderen trækkes.

Jeg håber, du har lyst til at deltage. Og du er velkommen til at invitere andre med også, som er glade for finurlige fund.

 

 

Byttemarked på Risskov Bibliotek

risskovbibliotek byttemarkedI går var en vaskeægte søndagshyggedag. Sådan en dag hvor vi ingen vilde planer havde og bare hyggede og nød, at vi kunne være indendøre mens regnen og blæsten styrede udenfor.

Mine børn går i børnefilmklub på Trøjborg i Aarhus. Og da filmen var slut tog vi hele familien med til byttemarked på Risskov Bibliotek.  Jeg har ikke været til byttemarked før, men jeg har læst om konceptet og har gerne villet besøge et. Og Risskov var jo lige på vejen hjem, så vi kørte forbi.

Byttemarked

Konceptet med et byttemarked er, at man tager ting med, som man ikke har brug for (alt fra bøger, køkkenudstyr og legetøj til smykker, tøj og nipsgenstande) og afleverer det i døren. Det bliver derefter fordelt på forskellige “stationer” på byttemarkedet, så andre kan tage det, hvis de kan bruge det.byttemarked_risskov

Derefter må man selv gå ind og kigge på alle de ting, der er lagt frem. Og man kan tage det, man kan bruge.

Vi havde en pose blandede sager med. Både tøj og bøger og noget julepynt. Så vi var lidt spændte på, hvad der ville være at finde på bordene.

Der var ikke så mange ting. Men det er (så vidt jeg ved) også første gang, de holder byttemarked der på biblioteket. Og vejret, de mange julearrangementer etc. kan måske nok også have holdt nogen væk.

Men mine børn fik hvert et lille tøjdyr (til samlingen på de nok 100 vi har i forvejen) og jeg fandt et par gode bøger, som jeg endnu ikke har læst.

bogstak_byttedag

Det var altså ikke det store udbytte. Men jeg så flere af “mine” ting blivet samlet op og få et nyt hjem. Og det var en god følelse.

Så alt i alt var det slet ikke så tosset.
Jeg vil i hvert fald holde øje med, hvornår der næste gang afholdes byttemarked et sted her i nærheden. Og det kan jeg heldigvis gøre lige her på Byttemarked Aarhus’ side på Facebook.

 

Somme tider vil begejstringen ingen ende tage….

loppefund_finurligefundOg så kommer jeg til at købe ALT det, som jeg finder er fint.

Der er altid lige plads til en enkelt ting mere i bilen. Og jeg har – når jeg selv skal sige det – en ganske særlig evne til at pakke bilen, så der kan være absurd mange ting.

Og somme tider sker det, at jeg lader mig rive fuldstændigt med i begejstringen over de fine ting, jeg finder i genbrugsbutikkerne eller på loppemarkeder.

Der er altid plads til lidt mere

Før i tiden kørte vi i en Kia Picanto (til dig, der ikke kender til biler, kan jeg fortælle, at der næppe findes et mindre bagagerum i en bil end i en Picanto). Og vi har to børn med al den oppakning, som det medfører.

Alligevel kom jeg til (ja, det var bare noget jeg kom til) at købe alverdens finheder på en enkelt loppetur i Skive. (Fif!: Der er super mange fine genbrugsbutikker i Skive, så hvis du er i nærheden, bør du kigge forbi).

Storkøb genbrugsguld loppefund finurligefund

Jeg købte alle de ting, du kan se på billedet herover. Og en lænestol. Og en trappestige. Og hvis det ikke er så tydeligt, så er det faktisk en fin dukkevogn i flet og en stor pose Flexi Trax, der står der forrest…

Vi var på weekendtur, så børnene havde også en masse med. Bl.a. dyner… Men det lykkedes mig at få det hele med hjem i bilen. Altså lige bortset fra trappestigen og lænestolen, som vi måtte få hjem på et senere tidspunkt.

Genbrugsguld_finurligefund

Og det VAR en god tur. Og en hel masse gode ting.
Det er jo sådan, at når man falder over et godt fund i en genbrugsbutik, så skal man slå til med det samme. Det er jo ikke en stangvare, som du lige kan gå hjem og overveje købet af.  Og lige på den her dag var der bare rigtigt mange fine ting.

Men hvor der er en vilje, er der også en vej. Og jeg VILLE have alle herlighederne med hjem i bilen. Og heldigvis er jeg gift med en meget tålmodig mand. Hvilket nok er et must, hvis man kører i en lille bil og er så glad for loppemarkeder, som jeg er.