Genbrugsbutikker – mine tre favoritter

Jeg hører ikke til dem, der forsøger at holde de bedste genbrugsbutikker for mig selv. Tværtimod synes jeg, at det er sjovere at dele dem med andre.

Derfor kommer der her en lille oversigt over mine tre personlige favoritter, når det kommer til helt almindelige genbrugsbutikker. Det var lidt svært at vælge, for det er jo meget svingende fra besøg til besøg, om der er noget at hente. Men generelt, så er nedenstående tre gode bud på et sted, hvor du kan gøre et godt fund.

Og så kan det jo være, at der skulle sidde en læser eller to, som også har lyst til at dele sine favoritter. Kender du en god genbrugsbutik, hvor du ofte finder fine ting, så del den gerne i en kommentar herunder. Så kan vi have glæde af hinandens erfaringer. Godt for miljøet og godt for pengepungen.

Masser af møbler hos Blå Kors i Randers NV

Hos Blå Kors i Randers NV er der en kæmpemæssig butik, hvor du især kan finde masser af møbler. Spiseborde, stole, sofaer og småmøbler foruden billeder, spejle og alt hvad du ellers kan drømme om, hvis du skal indrette et hjem.

Der er naturligvis også porcelæn, bøger og andre småting. Men det er især i deres møbelafdeling, man kan være heldig og gøre et fund.

Blandt mine egne favoritter købt hos Blå Kors i Randers er mit lille sofabord i træ med messingfødder og hjul, og min temmelig hærgede spisebordsstol, som jeg tog med hjem og satte i stand. Somme tider har man jo lov at være heldig.

Du kan læse mere om Blå Kors i Randers NV her.

Alt til den kreative hos Kirkens Korshær i Them

Kirkens Korshær i Them er på mange måder en af de hyggeligste genbrugsbutikker, jeg kender. Her er der også indrettet en lille cafe, hvor du kan få en kop kaffe og en hyggesnak, mens du shopper.

Der er masser af fint tøj, masser af sko, tasker og udstyr til børn. Der er utallige hyldemeter med køkkenudstyr, lamper og dimser. Og så har de en hel afdeling med sager til den kreative. Fra gamle korsstingsbroderier og mundservietter til stofrester, lynlåse, knapper og strikkeudstyr.

Er du glad for kreative sysler, kan du helt sikkert spare mange penge på dine materialer ved at købe dem i Them. Jeg har blandt andet købt en del gamle duge og stofrester, som jeg har syet om til babytøj. Både til gaver og ting til mine egne børn.

Adressen og mere info finder du her.

God stil hos Røde Kors i Egå

Hos Røde Kors i Egå finder du en meget stor og meget velindrettet genbrugsbutik. Der er stativ efter stativ med tøj. Og så er det endda farvesorteret, hvilket bare gør det ekstra indbydende.

I denne Røde Kors-butik har jeg fundet alt fra funky 80’er pailletstriktrøjer til feminine sommerkjoler fra 60’erne. Der har jeg købt min yndlings skuldertaske og masser af tøj til mine børn.

Desuden har de også en del møbler, service, legetøj, billeder og andre småting. Jeg har også flere gange været heldig og købt fine duge til jul og andre højtider.

Butikken lige på Egå Havvej i de lokaler, hvor der engang lå en legetøjsbutik. Du kan finde mere info om Røde Kors på deres hjemmeside.

Shop finurlige fund skabt af genbrug

Det kan næppe komme bag på nogen, at jeg sælger ud af mine egne genbrugsfund. Ellers ville en-ting-ind-en-ting-ud-reglen ikke rigtig fungere. Og der ville være langt mellem mine posts på Instagram.

Men jeg sælger også ud af mine kreative syprojekter, hvor jeg eksperimenterer med at genanvende kasserede tekstiler.

tekstilgenbrug finurlige fund nederdel børnetøj
Fra min fars aflagte skjorte til en ny fin nederdel til min datter.

Fra scrunchies til muleposer

Jeg syr alt muligt. Faktisk nok bare det, der lige falder mig ind. Eller det jeg står og mangler til en gave.

Derfor har mine projekter også indbefattet alt fra børnetøj og frugtposer til sofapuder og muleposer (jeg skrev om muleposerne her). Men fælles for alle mine projekter er, at jeg syr af genbrugsmaterialer.

tekstilgenbrug finurlige fund scrunchies
Scrunchies syet af stofrester og skjorteærmer.

Det kan være alt fra duge og dynebetræk til sommerkjoler og skjorter. Så længe dele af stoffet stadig er fint, kan det bruges. Genbrug er omdrejningspunktet for det hele.

Når produktionen er for stor

Som regel bruger jeg selv mine ting eller forærer dem væk i fødselsdagsgaver til venner og familie. Men indimellem har jeg for mange. Så sælger jeg dem videre.

tekstilgenbrug finurlige fund retrobaby hagesmæk
Hagesmække syet af sengetøj og gamle håndklæder fra 1970’erne.

Enten bare til bekendte, der vil bruge dem som gaver selv. Eller på min Instagram-profil. Men lige nu har jeg f.eks. også en stor portion scrunchies liggende hos den skønne genbrugsbutik KOMMA i Aarhus.

Er du glad for genbrug men kender du ikke KOMMA, er den et besøg værd. Du kan læse mere om den her.

tekstilgenbrug finurlige fund scrunchies
Jeg har lavet små labels til mine scrunchies, så modtageren kan se, hvad stoffet før blev brugt til.

Men hvis du nu også lige står og mangler en lille venindegave eller en gave til den næste børnefødselsdag (det bruger vi dem også til), så kan du se, hvad jeg har til overs lige nu. Du kan få et overblik her.

Og jeg har også lagt et link til mine genbrugssalg direkte på siden her.

Fra loppefund til fin, ny stol

Jeg fandt en gammel træstol i min lokale genbrugsbutik.

Stolen minder lidt om de gamle fdb-stole. Men den er noget lettere og lidt anderledes i formen. Det har dog ingen betydning for mig, hvor den stammer fra. Det vigtigste er, at jeg sidder godt på den. Og det gør jeg.

Læs mere Fra loppefund til fin, ny stol