Jeg har en svaghed for krus. Så er det sagt.
Kaffekrus, thekrus, børnekrus.
Krus med farver og mønstre, krus med lækker glasur og krus med motiver.
Jeg bliver bare så glad i låget over fine krus. Og det er som om, at kaffen smager lidt bedre, når den serveres i det helt rigtige krus.
Jeg har derfor også ret mange krus. Nogle er købt nye (hvem kan stå for Mumikrus?), nogle har jeg fundet i genbrug og på loppemarkeder. Og andre igen har jeg arvet. De passer på ingen måde sammen. Der er ingen rød tråd. Det eneste, de har til fælles, er, at jeg kan lide dem.
Der er nogle af mine krus, som jeg har været vild med fra den dag, jeg så dem første gang. Og kærligheden er lige intensiv i årevis. Andre krus falder jeg pladask for – og efter nogle måneder er jeg træt af dem.
Men nogle af mine yndlingsarvestykker er krus. F.eks. det lille øverst th. på det øverste billede.
Det er egentlig ikke særligt kønt. Farverne er meget brun i brun. Men hjemme hos min bedstemor blev det brugt i køkkenet til at lægge dem brugte thepose i. Der blev ikke engang drukket af det. Det stod bare på bordet. Og alligevel er det lige det krus, som jeg valgte at få med mig som minde om min bedstemors køkken.
Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at det er mit eneste minde derfra. Tværtimod er vores hjem fyldt med ting fra mine bedsteforældres hjem. Og fra mit barndomshjem.
Mange af tingene er ret grimme. Men jeg elsker alligevel hver og én. Sådan er det nok bare med affektionsværdi. Den følger sjældent god smag og modetendenser.
Jeg ved fra mine med-genbrugsentusiaster på Instagram, at de næsten alle har et svagt punkt. Eller to…
For nogle er det glas. For nogle vintagesmykker. For andre er det lamper eller noget helt fjerde.
Jeg har en del svage punkter. Men ét af dem er altså krus.
Har du tænkt over, om du har et svagt (genbrugs-)punkt?
Kh. Trine