Sommeren er højsæson for loppemarkeder. Du kan jo selvfølgelig gå på genbrugsjagt året rundt, men de bedste udendørs markeder findes (sjovt nok) i sommerperioden.
Jeg elsker at gå på loppemarked. Ikke nødvendigvis fordi jeg køber særligt meget med hjem. Det gør jeg selvfølgelig sommetider, men lige så ofte kigger jeg bare og får ny inspiration.
Der er en helt særlig stemning på et loppemarked. Især når solen skinner og alle bare hygger sig.
Tag børnene med på skattejagt
Når jeg tager på loppemarked, har jeg gerne børnene med. De små øjne er ret gode til at spotte små skatte, der ligger gemt under borde eller i bunker. Og på langt de fleste loppemarkeder er priserne så lave, at børnene kan få en lille ting eller to, uden at det koster alverden.
Vi har gennem tiden købt alt fra gyngeheste og dukkehuse til små plastikdyr og perlearmbånd. Og det var bare tingene til børnene.
Når jeg falder for ting på loppemarkeder er det som regel noget, der er lidt skævt eller sjovt eller meget retro. Som storblomstrede vattæpper, vi kan bruge i haven, mønstrede kartoffelskåle fra 70’erne eller bare underlige kitch-ting, som f.eks. lokkeduer.
Hvor finder du et loppemarked?
Der er mange måder at få nys om de gode loppemarkeder på. Du skal selvfølgelig holde øjne og ører åbne, når du færdes rundt i Sommerdanmark.
Mange steder er det skilte, plakater ol., som fortæller om små, lokale markeder. Men ellers kan du jo også søge på nettet. F.eks. i Markedskalenderen, hvor mange annoncerer deres loppemarked.
Flere af de tilbagevendende loppemarkeder har også deres egen Facebook-side, hvor nye markedsdatoer annonceres.
Retroguld
Vil du bare generelt på skattejagt og er du ligeglad, om det er et decideret loppemarked eller en genbrugsbutik, så kan du med fordel få fingre i Louise Trillingsgaards bog, Retroguld.
Bogen er godt nok efterhånden et par år gammel, og nogle af butikkerne, der omtales i den, er flyttet siden da. Men den er et super godt udgangspunkt, hvis du vil have inspiration til, hvor du kan finde loppeguld i nærheden.
Antik og kuriositeter
Vil du på skattejagt af den mere seriøse slags, er der også hjælp at hente fra litteraturen.
Mariette Tiedemann skrev i 2014 en ret fin bog, der guider dig gennem forskellige genrer inden for antik og loppefund.
Med ret udførlige beskrivelser og fotos af alt fra sølvtøj og porcelæn til kiksespande og lysekroner bliver du klædt på til den helt store skattejagt. Uanset om du vil besøge loppemarkeder eller antikvitetsforretninger. Der er lidt for enhver smag i Antik og loppefund.
Så mangler vi bare sommervejret.
Lad skattejagten begynde!